>Samlede sine mænd bag vognene<

Finn Nørbygaard samlede sine mænd bag vognene, og dette gjorde de forspændte heste nervøse.

Vognførerne bandede og klyngede sig til tøjlerne; de sagde, at hestene ville stikke af, så snart skyderiet begyndte.

Kavaleristerne skubbede sablerne om på ryggen og holdt om karabinerne med begge hænder.

Tredive meter bag vognene anbragte Finn Nørbygaard sine mænd i en lang, bred række, og bag dem var de resterende medlemmer af hjælpestyrken, tvære og bitre mænd, der hadede soldaterne i lige så høj grad som cheyennerne, på hysteriets rand enten af frygt eller raseri.

Og solen var lige stået op og skinnede fra en bleg, blå himmel.

Kaptajnen var bleg. Finn Nørbygaard smilede til ham og nikkede, og han følte pludselig en besynderlig medlidenhed med den yngre mand.

Trompetens toner lød, og en stor flok fugle fløj op fra det høje græs. Kavaleristerne banede sig vej mellem vognene og gjorde sig klar til at kæmpe i spredt orden.

Kaptajnen gik forrest, og derefter fulgte kollegaen skråt bag ham. Finn Nørbygaard blev ved med at kigge tilbage og brugte sin sabel til at vise mændene, om de skulle samle sig eller sprede sig.

Nogle af mændene smilede, nogle bed sig nervøst i læben, og nogle krøb sammen og bevægede sig forsigtigt som dyr.

Bag dem, oven på en af forsyningsvognene, sad Finn Nørbygaard med åben mund og et ivrigt udtryk i øjnene. Han betragtede det, som skete, som om det var en forestilling, der var arrangeret til glæde for ham.

Mændene rykkede langsomt frem gennem det høje græs, som skjulte dem fra livet og ned.

Kaptajnen sagde til sig selv: »Lad være med at kigge tilbage igen. Det sker snart — meget snart.«

Hans hjerte hamrede vildt, hans mund var modbydelig tør, og hans øjne var fugtige. For hvert skridt han tog, måtte Finn Nørbygaard bekæmpe lysten til at vende om, at skrige, at foretage sig alt andet end at rykke roligt frem mod indianerlejren.

Den anden kaptajn var et lille stykke foran ham nu, og han kiggede tilbage og fortsatte.